Vejledning - killinger
Vaccination:
Når du har anskaffet dig en killing er det vigtigt at vaccinere killingen for at beskytte den mod forskellige sygdomme – heraf nogle dødelige.
Hos Sydfyns Dyreklinik har vi valgt en vaccine, der dækker bredest muligt. Vaccinen beskytter mod katteinfluenza, kattesyge, chlamydia og katteleukæmi. Du kan læse mere om sygdommene på www.netdyredoktor.dk. Killingen skal vaccineres 1. gang når den er 12 uger og igen i 16 ugers alderen. Herefter skal katten vaccineres årligt (dvs. næste gang er når katten er 16 mdr.). Vi sender en påmindelse ud før den årlige vaccination. Dette kan gøres via brev eller mail.
Skal katten til udlandet skal den også vaccineres mod rabies samt have et EU kæledyrspas, som vi kan udstede.
Ormekur:
Hvis killingen ikke har fået ormekur hos opdrætteren, er det en god ide at give den ormekur.
En kat, der går ude og fanger mus, vil næsten altid få orm før eller siden og her er det en god ide at behandle, når der er tegn på det.
Der er stor forskel på hvor tit katten får orm afhængig af om katten kommer ud eller er indekat. En indekat, der er behandlet mod orm som killing, behøver i princippet ikke at blive behandlet mere da den ikke er udsat for smitte. Dog kan lopper overføre bændelorm.
Spørg os, når du kommer til første vaccination, hvordan videre ormebehandling skal være.
Fodring:
Det er særdeles vigtigt at fodre din killing korrekt. Killinger skal have killingefoder indtil de er udvoksede og det sker for de flestes vedkommende ved 1 års alderen. Kom ned til os og få en snak om foder. Vi er kvalificeret til at rådgive dig, så du er sikker på at din killing får en ordentlig start på livet.
Identifikationsmærkning:
Det er ikke lovpligtigt at identifikationsmærke katte men det er en god idé, da vi ofte får herreløse katte ind der er kælne og vant til mennesker, men uden en mærkning er det umuligt at finde ejeren. Mærkningen kan være en øretatovering, hvor katten skal bedøves, eller isættelse af en lille chip under huden. Det kan gøres uden bedøvelse. Man kan købe kattelemme der kun tillader katte med chip der er kodede til kattelemmen at passere. Herved undgår du fremmede katte i huset.
Sterilisation og kastration:
En kat der bliver neutraliseret (steriliseret eller kastreret) vil være mindre udsat for slagsmål og dvs. have mindre risiko for at få sår og bylder. Desuden er risikoen lavere for at blive smittet med kattesyge, katteinfluenza, chlamydia, leukæmi og katteaids. Katten vil heller ikke være med til at bidrage med killinger og skabe flere herreløse katte, som vi har for mange af i Danmark.
Vi tilbyder en pakkeløsning på basisvaccination (2 vaccinationer), sterilisation/kastration og øretatovering. Operationen kan foregå i forbindelse med 2. basisvaccination i 16 ugers alderen. Se priser andet sted på hjemmesiden.